Presset på hjemmefronten af en skrantende økonomi og en ny, populær modstander, har Viktor Orbán forvandlet Ungarns vetoret i EU til sit primære udenrigspolitiske våben. Vetoretten, der er tænkt som en nødbremse for at beskytte vitale nationale interesser, bliver i Orbáns hænder brugt systematisk til at blokere afgørende europæiske beslutninger. Analytikere er enige: Målet er at afpresse Bruxelles til at frigive de indefrosne milliarder af euro, som regimet er desperat afhængig af.

Mønsteret er blevet tydeligt og forudsigeligt. Gang på gang har den ungarske regering nedlagt veto eller truet med at gøre det i sager af afgørende betydning for hele Unionen. Dette inkluderer især:

• Hjælp til Ukraine: Ungarn har gentagne gange blokeret eller forsinket både militær og finansiel støtte til det krigsramte Ukraine.
• Sanktioner mod Rusland: Budapest har udvandet og modsat sig fælles EU-sanktioner rettet mod Moskva, hvilket har undermineret en samlet europæisk front.

Denne obstruktionspolitik skaber enorm frustration blandt de øvrige 26 medlemslande. Det ses ikke længere som legitim varetagelse af nationale interesser, men som en kynisk strategi, hvor et enkelt land tager hele EU’s geopolitiske handlekraft som gidsel.

Den primære drivkraft bag strategien er penge. Med omkring 20 milliarder euro i EU-midler indefrosset på grund af bekymringer for retsstaten og korruption, bruger Orbán vetoet som sit stærkeste forhandlingskort. Logikken er simpel: Hvis EU ikke frigiver de midler, som Ungarns økonomi er dybt afhængig af, vil Ungarn blokere de sager, som er vigtigst for EU.

Men strategien er ikke uden omkostninger. Tålmodigheden i Bruxelles og andre europæiske hovedstæder er ved at være opbrugt. Der arbejdes nu aktivt på at finde juridiske og politiske smutveje for at “Orbán-sikre” EU’s beslutningsprocesser. Man har allerede set eksempler på, at de øvrige lande er gået uden om Ungarn for at sikre hjælp til Ukraine, hvilket effektivt isolerer Orbán yderligere.

Orbáns brug af veto-våbnet er et højt spil. Det giver ham en midlertidig magtposition til at forhandle med Bruxelles, men det risikerer på sigt at marginalisere Ungarn totalt og efterlade landet alene og uden indflydelse. Samtidig med at han kæmper denne kamp i udlandet, har han sat gang i en anden kamp på hjemmefronten for at sikre sin magtbase: en intensiveret kulturkrig. Det ser vi på i den næste og sidste del inden konklusionen.

---

Kildeliste