En tidligere toppolitiker står anklaget efter straffelovens alvorlige paragraffer om børnepornografi. Hans forsvar er opsigtsvækkende: Han ledte efter en video af et overgreb mod sig selv i sin barndom. Sagen udstiller et fundamentalt sammenstød mellem et menneskes påståede traumebehandling og lovens ubøjelige bogstav.

Henrik Sass Larsen, engang en af Socialdemokratiets mest indflydelsesrige skikkelser, befinder sig i centrum af en straffesag, der rækker langt ud over det politiske. Kernen i sagen er en anklage om besiddelse og deling af børnepornografisk materiale. Men hvor anklageskriftet tegner et billede af en kriminel handling, præsenterer Henrik Sass Larsen selv en helt anden virkelighed.

Han har forklaret, at hans formål var at finde en specifik video, som han mente dokumenterede et seksuelt overgreb, han selv blev udsat for som barn. “Jeg ledte efter en video af et overgreb mod mig selv,” lød den opsigtsvækkende forklaring.

Denne forklaring skaber en juridisk og menneskelig gråzone. Ifølge Sass Larsens forsvarsadvokat er den gældende lovgivning slet ikke designet til at håndtere en situation som denne. Loven skelner typisk ikke mellem motivet for besiddelsen; selve handlingen er strafbar. Det efterlader et centralt, ubesvaret spørgsmål: Kan retssystemet rumme og vurdere den komplekse psykologi, der kan drive et offer for et muligt overgreb til at foretage en ulovlig handling i en desperat søgen efter svar og dokumentation?

Sass Larsen har selv udtrykt sin forundring over anklagen og de detaljer, der er kommet frem, hvilket understreger kløften mellem hans egen opfattelse og anklagemyndighedens. Sagen tvinger dermed til en refleksion over, hvorvidt loven i sin nuværende form har en blind vinkel for sager, hvor offer og formodet gerningsmand er én og samme person, der forsøger at navigere i et personligt traume.