Konfronteret med en vaklende økonomi, en ny politisk rival og diplomatisk isolation i EU, tyr Viktor Orbáns regering til et velkendt, men stadigt mere aggressivt våben på hjemmefronten: kulturkrigen. Ved at intensivere kampen mod liberale værdier – med LGBTQ+-rettigheder som det primære mål – forsøger regimet at aflede opmærksomheden fra sine kriser og mobilisere sin konservative kernevælgerbase.

Dette er ikke en ny strategi, men en markant eskalering af den “kulturelle revolution”, som Orbán har ført i årevis mod uafhængig kunst, medier og akademisk frihed. Men hvor tidligere angreb var rettet mod institutioner, er målet nu i stigende grad minoritetsgrupper.

Det seneste og mest symbolske eksempel er regeringens nye lovgivning, der reelt umuliggør en synlig Pride-parade i Budapest. Loven kræver, at demonstrationer for “ikke-heteroseksuel livsstil” skal være fuldstændigt afspærret fra offentligheden og forbudt i nærheden af skoler, kirker og legepladser. Menneskerettighedsgrupper kalder det et de facto forbud og et direkte angreb på ytrings- og forsamlingsfriheden.

Tiltaget er en del af en større politisk dagsorden, hvor regeringen under dække af “børnebeskyttelse” har vedtaget love, der sidestiller homoseksualitet med pædofili og forbyder oplysning om seksuelle minoriteter i skolerne.

Den politiske kalkule bag kulturkrigen er klar og kynisk:

• Mobilisering af basen: Ved at fremstille sig selv som forsvarer af traditionelle, kristne familieværdier mod en påstået “woke” eller “LGBTQ+-ideologi” fra Bruxelles, samler Orbán sine mest loyale og konservative vælgere.
• Afledning: Den ophedede debat om værdipolitik fungerer som et effektivt røgslør, der fjerner fokus fra ubehagelige emner som den dårlige økonomi, anklager om systemisk korruption som fremført af Péter Magyar, og de diplomatiske nederlag i EU.

Denne strategi forværrer samtidig forholdet til EU yderligere. Angrebene på minoriteters rettigheder er i direkte modstrid med Unionens grundlæggende værdier om menneskerettigheder og ikke-diskrimination. Dermed bliver kulturkrigen endnu en brik i den retsstatskonflikt, der holder milliarder af euro indefrosset og isolerer Ungarn.

Mens Orbán bruger vetoet til at kæmpe mod EU i Bruxelles, bruger han kulturkrigen til at kæmpe for politisk overlevelse derhjemme. Det er en indenrigspolitisk overlevelsesstrategi, der splitter det ungarske samfund. I den sidste, konkluderende del vil vi samle trådene og tegne et samlet billede af et regime under pres fra alle sider.

---

Kildeliste