Timer efter anklagen blev kendt, var Henrik Sass Larsens politiske skæbne beseglet. Statsministerens direkte indgriben og en øjeblikkelig eksklusion viser den benhårde logik i moderne krisestyring, hvor en lang og loyal tjeneste kan blive slettet på et øjeblik.

For en mand, der i årevis blev betragtet som en kronprins i Socialdemokratiet, var faldet brutalt og øjeblikkeligt. Da anklageskriftet mod Henrik Sass Larsen blev offentliggjort, reagerede toppen af hans parti med en hastighed og konsekvens, der ifølge politiske analytikere var “ekstremt dramatisk”.

Statsminister Mette Frederiksen bekræftede personligt, at hun havde bedt Henrik Sass Larsen om at melde sig ud af partiet. Hun betegnede selve tiltalen som “chokerende”. Kort efter blev det officielt meddelt, at Henrik Sass Larsen var blevet smidt ud af Socialdemokratiet. Sass Larsen har selv udtalt, at partiet ringede for at få ham ud.

Handlingen kan ses som et udtryk for nødvendig politisk og moralsk rettidighed. For en statsminister og et regeringsparti er der en tvingende nødvendighed i at lægge afstand til en så alvorlig anklage for at beskytte partiets integritet og troværdighed i offentligheden.

Samtidig udstiller den hurtige proces den nådesløse pragmatisme, der kendetegner moderne politik. Der var ingen tøven, ingen afventning af en retslig afgørelse. Den politiske dom faldt prompte og definitivt. De professionelle konsekvenser spredte sig som ringe i vandet, og kort efter meddelte Politikens Forlag, at de ikke ville udgive Sass Larsens planlagte selvbiografi. Sagen er således et studie i, hvordan politisk kapital kan forsvinde øjeblikkeligt, og hvordan loyalitet vejer let over for en potentiel skandales politiske sprængkraft.