Han vandt valget og væltede sin egen regering

I hollandsk politik findes der ét altoverskyggende paradoks: Geert Wilders. I november 2023 vandt han en historisk jordskredssejr, der gjorde hans parti til det største i Holland. Men efter 223 dages seje forhandlinger for at samle en regering, og kun 11 måneder efter den var trådt til, væltede han den selv i et dramatisk og hensynsløst politisk træk.

Wilders er uden tvivl en af Europas mest polariserende og gådefulde politikere. For sine tilhængere er han en frihedskæmper, der tør sige eliten imod. For sine modstandere er han en farlig demagog, der truer selve fundamentet for hollandsk demokrati. Men bag overskrifterne gemmer sig en dybere, mere kompleks strategi.

Vi afdækker de mest overraskende og kontraintuitive sandheder bag manden og hans unikke politiske bevægelse. Her fem fakta, der er afgørende for at forstå fænomenet Geert Wilders.

1. Hans parti er i virkeligheden kun ham selv

Den mest chokerende kendsgerning om Partij voor de Vrijheid (PVV) er dens struktur: Det er ikke et parti, men en institutionel fæstning bygget for at eliminere enhver trussel om internt oprør. Da PVV blev stiftet i 2006, skete det med det lovpligtige minimum af to medlemmer: Geert Wilders selv og enheden “Foundation Group Wilders,” som også udelukkende bestod af Geert Wilders. En af de første handlinger var at fastfryse optagelsen af nye medlemmer permanent. Han er den dag i dag det eneste officielle medlem.

Dette er et bevidst strategisk valg. Som ung parlamentariker så Wilders på første hånd, hvordan intern splid ødelagde den myrdede højrefløjspolitiker Pim Fortuyns parti. Ved at centralisere al magt har Wilders skabt, hvad hans nære allierede Martin Bosma kalder et “virtuelt parti”. Denne struktur betyder, at PVV giver afkald på offentlig partistøtte og i stedet er afhængig af private donationer. I sine tidlige år blev det finansieret af amerikanske konservative grupper som det pro-israelske Middle East Forum og det anti-islamiske David Horowitz Freedom Center.

Rationalet, ifølge Bosma, er simpelt:
At have kun ét medlem “sparer en masse besvær.”

2. Han lever som en fange under konstant politibeskyttelse

Wilders’ kompromisløse politik har haft ekstreme personlige omkostninger. Siden 2004 har han levet under 24/7 politibeskyttelse på grund af adskillige dødstrusler fra ekstremistiske grupper. Hans liv er en belejringstilstand: Han bor på hemmelige, topsikrede adresser, rejser udelukkende i pansrede køretøjer og arbejder fra et separat, afskærmet kontor i parlamentet.

Denne konstante isolation har uundgåeligt formet hans verdenssyn og forstærket hans selvopfattelse som en outsider i krig med etablissementet. Det er denne belejringsmentalitet, der giver logisk mening til hans behov for absolut kontrol og hans beslutning om at bygge et parti som en uigennemtrængelig fæstning. Truslernes alvor understreges af den kontekst, hvori han beskrev presset under en retssag mod en pakistansk gejstlig, der havde udstedt en fatwa mod ham:

“Du er konstant på vagt. Det er udmattende… Nogle gange er det nok til at gøre dig vanvittig.”

3. Han vandt en jordskredssejr, men blev nægtet statsministerposten

Resultatet af valget i november 2023 var et politisk jordskælv, der førte til et kontraintuitivt resultat: Selvom PVV blev Hollands suverænt største parti, blev Geert Wilders ikke statsminister. Årsagen er et fænomen kendt som cordon sanitaire – en uformel aftale blandt andre partier om at udelukke ham fra magten. Dette er ikke en ny reaktion; allerede i 2012 blev han anset for “for ekstrem og upålidelig til at regere.”

Tvunget af omstændighederne måtte han pege på en teknokrat, den tidligere efterretningschef Dick Schoof, som kandidat til posten. Men selv efter at have fået sin regering på plads, fortsatte Wilders med at agere som en oppositionsleder, der angreb ikke kun sine koalitionspartnere, men også sine egne ministre. Denne adfærd var et afgørende varsel om, at hans sande politiske instinkt er oppositionens, ikke regentens – og det varslede det kollaps, der skulle komme.

4. Hans politiske mantra blev skabt i en israelsk bosættelse

For at forstå Wilders’ konfrontatoriske stil skal man tilbage til en formativ oplevelse i hans ungdom. Som 17-årig tilbragte han et år i en israelsk bosættelse på Vestbredden. I dette miljø, præget af konflikt, lærte han en filosofi, der skulle definere hans politiske karriere og forklare hans afvisning af Hollands traditionelle konsensuskultur. Denne filosofi er den ideologiske motor bag hans handlinger – fra opbygningen af et enmandsparti til hans vilje til at vælte sin egen regering.

Dette mantra, som han lærte som ung mand, er nøglen til hans politiske metoder:

“Man lærer at bekæmpe fjenden, som fjenden kæmper, for man taber, hvis man gør det på en politisk korrekt måde.”

5. Han væltede bevidst den regering, han selv havde skabt

Blot 11 måneder efter at have installeret sin regering, chokerede Wilders Holland i juni 2025 ved at trække PVV ud af koalitionen. Den officielle årsag var manglende fremskridt i hans absolutte kernesag: at indføre “den strengeste asylpolitik i Europa,” specifikt hans radikale 10-punktsplan, som inkluderede grænselukning og deportering af syriske flygtninge.

Handlingen var en hensynsløs og ekstremt risikabel manøvre. Ved at udløse et valg risikerer Wilders at have brændt broerne til de selvsamme partier, han skal bruge for at danne en ny koalition. Desuden kan han have fejlvurderet vælgernes prioriteter, som i stigende grad også omfatter boligmarked, økonomi og sundhedsvæsen. Manøvren var den logiske kulmination på hans manglende evne til at skifte fra opposition til regeringsførelse, og den demonstrerer hans kompromisløse fokus på ideologi, selv på bekostning af magt og stabilitet.

En mester i kaos?

De fem fakta tegner et billede af en politiker, der har perfektioneret kunsten at opnå dagsordensættende magt, men konsekvent afviser eller mislykkes i at opnå reel regeringsmagt. Wilders er en mester i at kanalisere folkelig vrede og vinde valg. Men hans autokratiske ledelsesstil, radikale platform og konfrontatoriske taktik isolerer ham og skaber konstant instabilitet.

Hans sande arv bliver måske ikke at regere Holland, men at fuldføre sit mål om at nedbryde landets traditionelle konsensuskultur. Han har tvunget hele det politiske spektrum til at forholde sig til hans dagsorden, men har vist sig ude af stand til at deltage i det kompromisbaserede arbejde, som regeringsførelse kræver.

Spørgsmålet er nu, om de hollandske vælgere i sidste ende vil belønne hans kompromisløse linje, eller om de vil straffe hans disruptive taktik til fordel for mere stabilitet?

Der er valg i Holland den 29. oktober 2025.