Kommentar

Aksen Trump-Netanyahu: Hvordan en politisk “bromance” omformer Mellemøsten og sætter verden under pres

Mens en palæstinensisk landmand ser sine oliventræer blive rykket op på Vestbredden, hylder en amerikansk præsident Israels “jernnæve” på sociale medier. De to begivenheder er ikke uafhængige. De er forbundne af en af vor tids mest konsekvensfulde politiske alliancer: den mellem Benjamin Netanyahu og Donald Trump. En akse, der har antændt en glemt front, presser en israelsk leder i en dobbeltkrig og tvinger nationer som Danmark ud i en umulig diplomatisk spagat.

Branden på Jorden – Den Glemte Front

Mens verdens kameraer i månedsvis har været rettet mod Gaza, har en anden, mere snigende krise nået et historisk kogepunkt. På Vestbredden, det besatte palæstinensiske område, er volden eksploderet. Ifølge data fra FN’s kontor for koordinering af humanitære anliggender (OCHA) er antallet af angreb udført af israelske bosættere mangedoblet siden 7. oktober 2023, med et gennemsnit på adskillige angreb om dagen.

Tallene er kolde, men virkeligheden er brutal. OCHA har registreret det højeste antal dræbte palæstinensere på Vestbredden i årtier. Beretninger fra medier som Al Jazeera og Reuters tegner et billede af landmænd i områder som Hebron og Nablus, der bliver fordrevet fra deres jord, olivenlunde der bliver ødelagt, og lokalsamfund der lever i konstant frygt.

Det, der tidligere var en lavintensiv konflikt, har udviklet sig til, hvad kritikere og menneskerettighedsgrupper beskriver som en systematisk kampagne for at gøre livet for palæstinensere utåleligt. Dette er ikke tilfældige voldshandlinger; det er det konkrete, menneskelige resultat af en politik, der føres fra de øverste regeringskontorer.

Manden i Stormens Øje – Netanyahus Dobbeltkrig

I Jerusalem sidder manden i spidsen for denne politik, premierminister Benjamin Netanyahu, og kæmper en krig på to fronter. Udadtil fører han en militær kampagne. Indadtil kæmper han for sin egen politiske overlevelse.

Ifølge meningsmålinger fra anerkendte institutioner som The Israel Democracy Institute er Netanyahus popularitet styrtdykket siden angrebet den 7. oktober. Samtidig er han fortsat anklaget i flere korruptionssager, og hans regering er dybt afhængig af støtten fra ultranationalistiske og ultraortodokse partier, der presser på for en endnu hårdere linje over for palæstinenserne og en udvidelse af bosættelserne.

Dette enorme indenrigspolitiske pres forstærkes af det internationale. Anklageren ved Den Internationale Straffedomstol (ICC) har anmodet om en arrestordre på ham for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. For en presset leder som Netanyahu er en kompromisløs og hård linje ikke kun en militær strategi; det er også et politisk overlevelsesinstinkt, der skal demonstrere styrke over for hans trængte base. Men for at føre den politik har han brug for internationalt rygstød. Det finder han ét sted: hos Donald Trump.

Alliancen som Omdrejningspunkt – En “Bromance” under Pres

Forholdet mellem Trump og Netanyahu er kernen i Mellemøstens nuværende dynamik. Det er en symbiotisk alliance, der gavner begge parter. Under sin første præsidentperiode anerkendte Trump Jerusalem som Israels hovedstad og Israels suverænitet over Golanhøjderne – handlinger, der brød med årtiers international konsensus. Netanyahu har flere gange kaldt Trump for “den største ven, Israel nogensinde har haft i Det Hvide Hus.”

For Netanyahu fungerer alliancen som et skjold. Med Trumps uforbeholdne støtte – eller udsigten til den – kan han modstå international kritik og forfølge en politik, der ellers ville isolere Israel. For Trump er rollen som Israels beskytter en kraftfuld appel til en afgørende del af hans konservative og evangelikale vælgerbase i USA. Deres fælles, hårde linje mod Iran er det strategiske kit, der binder dem uløseligt sammen mod, hvad de ser som en eksistentiel trussel.

Men selv denne tætte “bromance” har sprækker. Interne rapporter, blandt andet fra mediet Axios, har beskrevet en voksende frustration hos Trump over krigens langsomme tempo og den negative humanitære omtale, som han mener, skader Israels sag. Forholdet er ikke bygget på blind loyalitet, men på en transaktionel forståelse af fælles interesser. Det er denne magtfulde, men ustabile akse, der sender chokbølger langt ud over regionens grænser.

Rystelserne i Verdenssamfundet – Danmarks Dilemma

Konsekvenserne af Trump-Netanyahu-aksen mærkes tydeligt i det internationale samfund, og for et land som Danmark skaber det et akut diplomatisk dilemma. Traditionelt har dansk udenrigspolitik balanceret på to ben: den stærke transatlantiske alliance med USA og en solid forankring i EU og international lov. Men denne balance bliver stadig sværere at opretholde.

Når USA under en skikkelse som Trump signalerer fuld opbakning til en israelsk politik, som store dele af verden, inklusiv FN og EU, anser for at være i strid med folkeretten, bliver Danmark tvunget til at vælge side. Dette ses tydeligt i stemmeafgivelser i FN’s Generalforsamling. Her har Danmark, ligesom sine europæiske partnere, ofte stemt for resolutioner, der fordømmer bosættelser og opfordrer til beskyttelse af civile. Samtidig understreger Udenrigsministeriet konstant vigtigheden af det tætte forhold til USA.

Resultatet er en diplomatisk spagat, hvor Danmark forsøger at navigere mellem sine værdibaserede idealer om menneskerettigheder og en pragmatisk anerkendelse af, hvor magten ligger. Aksen mellem Trump og Netanyahu blotlægger disse spændinger og tvinger Danmark til at træffe svære valg.

Konklusion

Fra en ødelagt olivenlund på Vestbredden til de bonede gulve i FN’s hovedkvarter løber en rød tråd. Den viser, hvordan en dybt personlig og politisk alliance mellem to af verdens mest kontroversielle ledere ikke er en historisk parentes, men en aktivt formende kraft. Den har antændt en krise, presser det internationale retssystem og omdefinerer reglerne for global politik.

Fremtiden for fred i Mellemøsten og stabiliteten i den vestlige alliance afhænger nu i skræmmende grad af skæbnen for denne enestående og farlige “bromance”.

Kildeliste